PETER MARCKMANN BAND

RYTMISKE VISER PÅ DANSK


Lidt om Peter Marckmann Band

Februar 2017: Bandet har eksisteret i godt 30 år, men med skiftende konstellationer efterhånden som jeg (Peter) er flyttet rundt i landet og har fundet nye musikalske venner. Sangene er ligeledes skrevet over mange år og beskriver for en stor del de oplevelser, erfaringer og erkendelser, som jeg har indhøstet hen ad vejen. Musikalsk kommer inspirationen fra navne som Povl Dissing/Benny Andersen, Dylan, Leonard Cohen, Trille, Benny Holst, Søren Kragh-Jacobsen, Beatles og Stevie Wonder - krydret med en masse andre. Stilmæssigt spænder sangene fra ballader over viser til blues, bossa og pop, men altid med fokus på tekst, musikalsk nerve og klangbillede.

Vi har efterhånden udgivet 3 CD'er og 3 singler, som alle er tilgængelige på de almindelige streaming-tjenester (iTunes, Spotify, YouSee, m.v.), men du kan også finde flere af sangene på Soundcloud eller Myspace. DRs DAB-kanal P5 spiller jævnligt sange fra vores CDer og vi har flere gange ligget på Dansktoppen, selvom det måske ikke lige er vores primære domæne ;-)

Bandet består af rutinerede og dedikerede musikere, som swinger godt sammen, og som har stor erfaring med at optræde på mindre spillesteder. Fra medio 2017 har bandet udover Peter Marckmann (guitar og sang) bestået af John Strange (bas), Mads Marckmann (percussion, elguitar) og Leif Pugé (tangenter). Nils Christensen har vikarieret på trommerne - og det vil også fremover forekomme, at besætningen skifter lidt i størrelse og sammensætning fra gang til gang.

Vores koncert CV omfatter: Skagen, Strib, Rofolk, og Copenhagen Songwriter festival, Roskilde Unplugged, Hvalsø kulturnat, Viby Musikforening, Vindinge kulturcenter, Cafe Åndenød, Roskilde-spillestederne: Gimle, Bjergtrolden, Klosterkælderen, Gustav Wieds vinstue og Kaffeekspressen, København-spillestederne: Blågårds apotek, PH cafeen, Råhuset, Roskilde-kirker: Jakobskirken, Himmelev Kirke og en hel del mere.